Badminton – hele året!

8. maj 2014 21:53 , af Peter Andreasen

Kære alle!

Så fik vi afsluttet ”hoved” sæsonen – og er nu i fuld gang med sommertræningen. Rigtig dejligt at se at over 50 ungdomsspillere har valgt at forlænge sæsonen – og være klar til den ny med start onsdag den 13. august.

Som du sikkert har hørt er vi netop blevet kåret som årets ungdomsklub i DGI Sønderjylland – en dejlig anekendelse af alt der sker – og som aktiv indenfor denne herlige sportsgren i snart 40 år, er det en fornøjelse at være en del af alle de spændende tiltag vi har gang i i Dybbøl Badminton. I løbet af 2 sæsoner er der b.la. sket følgende:

  • Vi er gået fra ca. 25 ungdomsspillere til 110
  • Haft mere end 50 ungdomsspillere af sted til alle mulige stævner – b.la. det største hold til årets Tønder stævner af alle klubber!
  • Får vores første landsmestre i DGI på landsplan, fået flere sønderjyske mestre, fået et hav af kommunemestre
  • Har rigtig mange ungdomsspillere oprykket fra D til C, fra C til B og også nu spillere i A-rækken! Jeg er sikker på vi næste sæson har vores første M-række spiller
  • Vi havde 7 ungdomshold med i årets holdturnering – 6 af disse repræsenterede på fornemste vis klubben ved DGI`s landsmesterskaber – med en enkelt bronze medalje som udbytte!
  • Fået et seniorhold op i Jyllandsserien (med håbet om at der snart kommer yngre kræfter og tager over..)

Men den største glæde og tilfredsstillelse er at opleve den entusiasme og liv der opleves i hallen hver eneste uge – fra de mindste U9 spillere til de ældste seniorspillere. Der er på alle alderstrin og på alle niveauer en stor lyst til at blive bedre og suge til sig fra alle trænere. Herudover har det været en fornøjelse at se den opbakning vi har fået fra Jer forældre til alle mulige (og umulige) opgaver – fortsæt med den gejst!

Næste sæson bliver ingen undtagelse – vi ved allerede nu at der bliver afviklet endnu flere holdrunder, stævner og kurser i Dybbøl Badminton Arena.

Vi er tæt på at have alle træningstider på plads, og du får direkte besked om hvilket hold du skal træne på og hvad tid det bliver.

På hjemmesiden vil du løbende kunne følge med i hvilke aktiviteter der bliver, men sæt allerede nu X ved følgende dato:

  • Fredag den 3. og lørdag den 4. oktober, OPSTARTSWEEKEND PÅ SUNDEVED EFTERSKOLE

Der kommer inden sommerferien en særskilt email omkring tilmelding til dette arrangement.

Fortsat god træning – god sommer – OG PÅ GENSYN I AUGUST!